Menu »

Skriv på VGT

Skriv på VGT

På VGT har vi erstattet nogle af de traditionelle hjemmeopgaver med opgaver, eleverne laver i skoletiden. 

På den måde får du mere støtte og vejledning af lærerne til at arbejde med opgaverne. Mens du arbejder, får dine lærere et godt indblik i, hvad netop du har brug for støtte til i forhold til din faglige udvikling. 

En anden fordel ved at lave opgaverne på klassen er, at du får feedback på dit arbejde i løbet af arbejdsprocessen, som du kan bruge i den aktuelle opgave. 

De ekstra timer på klassen er en del af den tid, der i forvejen er afsat til, at du arbejder med opgaverne derhjemme – nu er den bare lagt om, så du arbejder på klassen i stedet.

Det betyder lidt flere ugentlige timer på skolen samtidig med, at du får mere og bedre feedback.

Opgaverne zoomer ind på udvalgte detaljer

Udover at du kommer til at arbejde mere på klassen, vil du også opleve, at de opgaver, du får stillet, zoomer ind på afgrænsede områder af skriftlighed, så du undervejs skal arbejde særligt på et bestemt element i opgaven.

Eksempelvis kan der i dansk eller engelsk være fokus på indledning, ordvalg og grammatik i en opgave, og det vil tilsvarende være disse emner, lærerne tager udgangspunkt i, når de efterfølgende retter opgaverne.

Når du bagefter får en opgave tilbage, der ikke er rettet fra ende til anden, er det altså ikke et udtryk for, at læreren slækker på fagligheden, men derimod et resultat af, at vi anvender en mere fokuseret pædagogisk metode, der skal styrke jeres skriftlighed på ét udvalgt område ad gangen.