Menu »

Klager

Klager

Klager skal så vidt mulig løses direkte mellem den utilfredse part og den, som klagen omhandler.

Hvis det ikke fører til det ønskede resultat, kan klagerne føres videre til rektor.

Hvis rektors afgørelse ikke er tilfredsstillende for klageren kan vedkommende i nogle tilfælde føre klagen videre til undervisningsministeriet.

Læs her om 

 

Klagebehandling

Mundtligt fremsatte klager og kritikpunkter fra medarbejdere eller elever skal man i første omgang så vidt muligt løse ved samtale med og rådgivning af den, det vedrører.

Hvis resultatet ikke er tilfredsstillende, bør man henvende sig til ledelsen. Ledelsen vil normalt søge at løse problemet ved at tale med de involverede, før der træffes en afgørelse. Men det er et vigtigt mål for ledelsen, at både den, der klager, og den der klages over, oplever en saglig behandling af problemstillingen.

Når henvendelsen er sket skriftligt til ledelsen vil klagen blive forelagt den, der er klaget over. Efter en evt. skriftlig udtalelse vil lederen svare på klagen. Tillidsrepræsentanten fra området kan inddrages, afhængig af sagens karakter.

Klager over undervisningen

Ifølge gældende lovgivning ligger kompetencen til at træffe afgørelse i elevers klager over læreres undervisning udelukkende hos rektor.

Eleverne kan dog klage til Undervisningsministeriet over rektors afgørelser i pædagogiske anliggender.

Undtaget fra klageadgangen til ministeriet er rektors ledelsesmæssige afgørelser vedrørende lærere, herunder af personaleretlig art. Dette gælder også, når den personaleretlige afgørelse er begrundet i en klage over lærerens undervisning.

På VGT tager vi udgangspunkt i, at klagesager kan afdramatiseres, hvis vi i fællesskab arbejder med at løse opståede problemer ved vejledning.

Rektor vil derfor altid begynde behandlingen af en klagesag ved at henvende sig direkte til den implicerede lærer.

Ved behandlingen af sager følger rektor forvaltningslovens regelsæt på området.

Mundtlige klager fra elever eller forældre over en lærers undervisning, pædagogik eller adfærd

Ved modtagelse af en klage vil rektor notere, hvad klagen går ud på. Hvis det er hensigtsmæssigt, vil rektor normalt opfordre klager til at tale med læreren og i den forbindelse gerne arrangere et møde.

Rektor kan også vælge selv at tale med læreren for at vejlede denne. Rektor kan også mediere mellem klageren/klagerne og den pågældende lærer.

Rektor giver en tilbagemelding til klageren/klagerne.

Hvis sagen ikke efter et stykke tid er løst til alles tilfredshed, laver rektor en skriftlig fremstilling af sagen, hvorefter læreren høres og tillidsrepræsentanten inddrages. Læreren har dog ret til at inddrage tillidsrepræsentanten tidligere i processen, hvis han/hun ønsker det.

Sagen afsluttes med en af følgende muligheder

  • afvisning af klage
  • mundtlig/skriftlig påtale over for læreren
  • skriftlig advarsel (efter forudgående høring af læreren)
  • evt. afskedigelse (efter forudgående høring af læreren)

 

Skriftlige klager fra elever eller forældre over en lærers undervisning, pædagogik eller adfærd

Rektor taler med læreren om, hvad klagen går ud på. Læreren får en kopi af klagen og bliver bedt om en skriftlig redegørelse.

På grundlag af klagen og redegørelsen laver rektor en skriftlig fremstilling af sagen/klagens berettigelse, hvorefter læreren høres og tillidsrepræsentanten inddrages.

Sagen afsluttes med en af følgende muligheder

  • afvisning af klage
  • mundtlig/skriftlig påtale over for læreren
  • skriftlig advarsel (efter forudgående høring af læreren)
  • evt. afskedigelse (efter forudgående høring af læreren)

 

Klager over eksamen og prøver

Eksamensbekendtgørelsen har fastlagt en fast procedure, som følges af skolen. Rektor orienterer parterne (elever, lærere og evt. forældre) om sagens udfald.

Klager over afsluttende årskarakterer behandles efter samme procedurer som eksamenskarakterer.