Alex og Sara guidede vej gennem det tyske valg

14. september, 2017

De har læst lidt ekstra på lektien inden torsdagens tema-arrangement om det tyske valg. Sara Sulkjær, 3v, og Alex Johansen, 3a, havde nemlig takket ja til rollen som ordstyrere, da VGT fik besøg af journalist Marc-Christoph Wagner fra den tyske TV-station ARD, og Christoph Bartmann, leder af Goethe Instituttet i Warszawa.

– Vi har gået derhjemme og øvet os, så vi kunne det nogenlunde udenad, siger Sara Sulkjær.

– Jeg synes, det gik rigtig godt, selvom der var lidt nervøsitet i starten, siger Alex Johansen.

Eksperterne tror på Merkel

De to gæster har indgående kendskab til tysk og europæisk politik og var inviteret ind til at give publikum et overblik over det tyske valg – hvem står til at vinde kanslerposten, hvilke valgemner beskæftiger tyskerne sig mest med, hvad betyder valgets resultat for EU’s fremtid.

– Der er ikke stor forskel på, hvad Merkel og Schulz mener. Schulz vil have mere social retfærdighed, men det er svært for ham at komme igennem med, for det går rigtig godt i Tyskland lige nu, forklarede Marc-Christoph Wagner blandt andet.

– Jeg tror, Angela Merkel vinder valget for en ny fireårig periode. Hun har nærmest gjort det til sit varemærke at være grå og underspillet, og hun er på alle måder Donald Trumps modsætning. Tyskerne er indforståede med hendes politik, sagde Christoph Bartmann.

Velforberedte elever

Efter gæsternes oplæg var det tid til spørgsmål fra eleverne, der var godt forberedte på dagens emne. Sara og Alex hentede spørgsmålene ind med mikrofoner.

– Jeg synes, de kom med nogle gode spørgsmål, siger Sara.

Både hun og Alex har med tyskarrangementet fået mere smag for det tyske valg, end de havde før.

– Ja, det bliver lidt sjovere, når man ved, hvad de forskellige partier står for og hvad det er, tyskerne går op i, siger Alex.

De to ordstyrere fik efterfølgende overrakt en lille CDU-gave fra Christoph Bartmann.

100 gæster til aftenarrangement

Torsdag aften var scenen igen sat til den tyske valgkamp, og omkring 100 gæster var på plads i Festsalen for at høre de to eksperter fortælle om valget. Her udnyttede 3.a i øvrigt pausen til at sælge kaffe og kage til publikum og på den måde tjene lidt penge til deres studietur til Berlin.

Det er den 24. september, tyskerne går til valg og vælger deres bundeskansler for de kommende fire år.

Flere nyheder