Psykologi B/C

Emner vi arbejder med

På både psykologi C og B skal vi arbejde med 4 temaer:

  1. Socialpsykologi (grupper, gruppepres, stereotyper og fordomme. På ps B også med kommunikation og kulturmøder)
  2. Udviklingspsykologi (menneskets udvikling gennem hele livet – herunder betydningen af arv, miljø og kultur. Desuden skal vi arbejde med omsorg, sårbarhed og robusthed. På ps B skal vi også arbejde med familien)
  3. Kognition og læring (Læring, intelligens, opmærksomhed, hukommelse og tænkning)
  4. Personlighed og identitet (Identitet og personlighed, stress og mestring)

I psykologi B skal vi desuden arbejde med psykologiske undersøgelsesmetoder (eksperiment, observation, interview og spørgeskema), gerne i praksis.

Vi skal også arbejde med supplerende temaer (fx idrætspsykologi, psykiske lidelser, neuropsykologi, idrætspsykologi, mediepsykologi m.m.)

Sådan arbejder vi

I psykologi, som er et samfundsvidenskabeligt fag, arbejder vi altid med virkelige problemstillinger, artikler, film og cases.

Vores teorier er baseret på undersøgelser af virkeligheden, og vi bruger teorierne til at forklare og forstå virkeligheden.

I psykologi arbejder vi både på klassen, individuelt, i par og grupper med teorier, øvelser, tests og projekter – afhængigt af emnet.

Hvor det er muligt, tager vi på feltarbejde.

Det lærer du

I både psykologi C og B lærer du:

  • At redegøre for psykologiske teorier og begreber. Psykologi er et læsefag, og der er mange teorier
  • At kunne identificere og formulere psykologiske problemstillinger i virkeligheden
  • At analysere, dvs. forstå og forklare virkelige problemstillinger vha. de faglige teorier og begreber, der er mest relevante
  • At vurdere og diskutere forskellige teorier og problemstillinger kritisk og ved at inddrage mere end én psykologisk teori, etiske forhold eller perspektiverende problemstillinger

I psykologi B skal du desuden kunne designe og gennemføre mindre psykologiske undersøgelser og vide noget om de metoder, man bruger hertil.

I psykologi er der aldrig kun ét svar på tingene, for det, vi arbejder med i faget, er at forstå og forklare det individuelle menneske – og det er for kompliceret til at kunne gøres med ét facit.

Det kan du bruge faget til

Psykologi giver dig kompetencer, som du kan kan bruge i dit liv til at blive klogere på dig selv, andre og din omverden.

Faget er ikke kun noget, man skal lære pga. eksamen, og mange elever finder faget interessant og umiddelbart anvendeligt.

I forhold til videre uddannelser og jobs er psykologi anvendeligt for:

  • pædagoger
  • lærere
  • socialrådgivere
  • læger
  • sygeplejersker
  • SOSU´er
  • præster
  • soldater
  • politibetjente
  • idrætsfolk
  • advokater
  • falckreddere
  • sælgere
  • butiksansatte
  • politikere
  • reklamefolk
  • …og mange andre

Og så er det selvfølgeligt anvendeligt for psykologer!

Skal du på en eller anden måde arbejde med mennesker, er psykologi anvendeligt.

Eksamen

I psykologi C er der en mundtlig eksamen, hvor man trækker et emne med nogle spørgsmål og et bilag (en case, artikel el.lign.) Stoffet er kendt, men bilaget er ukendt. Eksamen er individuel. Man har 48 minutters forberedelse og 24 minutters eksamination.

I psykologi B er der en mundtlig synopsiseksamen med 24 timers forberedelse. Forberedelse kan foregår i grupper, dvs. man er flere, der trækker det samme. Det, man trækker, er et kendt tema og nogle bilag på max 8 sider. Der er ikke angivet spørgsmål. Eksamen er individuel, og eksaminationstiden er 30 minutter, hvor man først præsenterer sin synopsis, hvorefter der er en uddybende samtale.

For at forberede synopsiseksamen er der undervejs i psykologi B en række skriftlige afleveringer i form af synopser.

UNDERVISERE

Frederikke Eskildsen (fre)
Årsvikar
Dansk · Psykologi
Mikkel Hoff Kielberg (my)
Lektor, TR-suppleant
Idræt · Psykologi
Tonie Schwaner Ravn (tr)
Lektor, koordinator for skriftlighed i STX
Dansk · Psykologi