Globale elever samlede 18.621 kroner ind til Nepal
26. april, 2018
Globale elever samlede 18.621 kroner ind til Nepal
Der blev svedt, heppet og talt omgange, da 34 løbere forleden løb sponsorløb til fordel for Nepals fattigste. Løbet var arrangeret af VGT’s globale klasse, 3.U, der i efteråret var på en 16 dages studietur til Nepal. Her oplevede de landet og de kulturelle og samfundsmæssige forhold og udfordringer.
Som opfølgning på turen, ville eleverne gerne støtte nogle af Nepals mest udsatte, og de besluttede sig derfor for at arrangere sponsorløbet.
Elever har udvalgt projekter
Løbet blev åbnet af formand for kommunens Kultur- og Fritidsudvalg, Erik Viborg, og på bare en enkelt time løb deltagerne hele 18.621 kroner ind.
Beløbet kommer nu tre forskellige projekter i Nepal til gode – projekter, som eleverne selv har udvalgt.
Pengene bliver fordelt mellem Folkekirkens Nødhjælp, der indkøber grise til fattige nepalesiske familier, Sabitris Børnehjem, der giver mad og et trygt hjem til forældreløse børn i Nepal samt til den humanitære organisation Changing Stories, der arbejder for at sikre alle børn i Nepal en uddannelse.
– Jeg er overrasket over, hvor stort et beløb, vi har fået samlet sammen. Det havde jeg ikke regnet med på forhånd. Det er dejligt, at vi kan være med til at støtte nogle gode formål, siger Jakob Bjerg Thomsen, der går i 3.u.
Lokale virksomheder støttede med præmier
Ud over de sponsorater, som deltagerne selv har samlet ind op til løbet, har et par lokale virksomheder bakket op om løbet med præmier til den deltager, der løb flest penge ind samt til den deltager, der løb flest omgange. Ringkjøbing Landbobank, Restaurant Pakhuset, Fakta Skjern støttede alle løbet og derudover valgte VGT Logen også at støtte med overskuddet fra salg af drikkevarer i forbindelse med løbet.
Anders Skipper-Jørgensen, 3.a, arbejdede hårdt op til løbet med at indsamle sponsorer. Så hårdt, at det lykkedes ham at løbe 2522 kroner ind på bare en time. Erik Rønne var til gengæld den deltager, der havde mest krudt i benene. Han løb med 10 omgange a’ 1,2 km længst af alle deltagere.