Tesfaye besøgte VGT: En stolt, mindre skole med en imponerende historie
02. september, 2025
Børne- og Undervisningsminister Mattias Tesfaye lagde mandag formiddag vejen forbi Vestjysk Gymnasium Tarm (VGT), hvor han blev mødt af et tæt program med rundvisning, klassebesøg og åbne samtaler om den kommende reform af ungdomsuddannelserne.
Reformen var også årsagen til invitationen fra VGT. Ændringerne vil få stor betydning for skolen, og det var vigtigt for både medarbejdere og elever at give ministeren et indblik i skolens virkelighed – noget, der ifølge Tesfaye i den grad lykkedes.
”Vestjysk Gymnasium Tarm er en stolt, mindre skole med en imponerende historie. Jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke kendte hele historien på forhånd,” siger han, da formiddagens program nærmer sig sin afslutning.
Forskellighed er en styrke
I løbet af besøget talte ministeren med både rektor, bestyrelsesformand, elever, lærere og lokalpolitikere. Og selvom dagen var tæt pakket, var der tid til at lytte og engagere sig.
”Jeg har brug for at møde folk og opleve dem på nært hold for at komme ind under huden på dem,” forklarer Mattias Tesfaye.
Tesfaye satte pris på invitationen og muligheden for at besøge flere lokale institutioner og virksomheder samme dag. Efter VGT gik turen videre til VM Tarm, UCRS og InnoVest, hvor en debat om ungdomsuddannelserne og den nye EPX-uddannelse fandt sted.
Den nye uddannelse er vigtig – ikke kun for VGT, men for hele Ringkøbing-Skjern Kommune. Ministeren understregede, at udviklingen ikke må koncentreres om de største byer alene.
Der skal også være plads til at man kan vokse op og uddanne sig i de mindre befolkede områder.
”Forskellighed er en styrke, og det skal fremtidens uddannelseslandskab afspejle. Derfor er det afgørende, at reformen ikke bliver en kamp mellem skoler. Vi skal huske, at vi gør det her for de unges skyld,” lyder det fra Børne- og Undervisningsministeren.