Morten Overgaard

Afsluttede HF på VGT i 2014

Studie: Dramaturgi – treårig bacheloruddannelse på Aarhus Universitet

Hvorfor har du valgt dette studie?
Jeg kan godt lide den kreative måde at arbejde med fagene på og det at arbejde i processer og lære at lede en proces. Jeg har interessen for de teatralske virkemidler fra de to efterskoler, jeg har gået på, hvor jeg har haft teater som hovedfag. Fremtidsmulighederne er meget brede med dramaturgi – man kan fx arbejde med teater, få en lederstilling i en virksomhed, blive facilitator, lave konsulentarbejde i virksomheder, arbejde med markedsføring og pr – alt hvad der handler om formidling.

Hvad har du taget med dig fra VGT?
VGT gav mig et blik for muligheder – både det at skabe en mulighed og at gribe en mulighed. Skolen har fx  Fælles Forum – en mulighed eleverne skabte sammen med lærerne, som man så kunne gribe. Derudover er der på VGT mulighed for at udtrykke sig, hvis man vil – både videnskabeligt og kunstnerisk. En anerkendelse og accept af forskellige typer af talenter.

Charlotte Tang

Afsluttede VGT STX i 2010

Uddannelse og job: Pædagog i Risskov Børnehave

Hvorfor har du valgt dette studie?
Jeg har, fra jeg var helt lille, tænkt, at jeg gerne ville være pædagog. Min mor var dagplejemor og min far var pædagog. Alligevel læste jeg først et halvt år til ergoterapeut, men jeg kunne mærke, at det var de pædagogiske fag, jeg var mest interesseret i. Det der med at have de tætte relationer til mennesker.

Hvad har du taget med dig fra VGT?
Jeg valgte STX på VGT, fordi det er den generelle basis ungdomsuddannelse. Den var mere åben, hvis jeg fandt ud af, at jeg ville noget andet bagefter, end jeg først havde troet.På VGT har jeg fået en god tilgang til det at være studerende. Jeg har lært at fordybe mig, og jeg har fundet ud af, hvordan man griber et studie an.

Christian Sønderby Jepsen

Afsluttede VGT stx i 1997

Uddannelse og job: Uddannet instruktør fra Den Danske Filmskole. Driver eget dokumentarfilmselskab, Moving Documentary, og har blandt andet produceret den prisvindende dokumentarfilm, “Testamentet”.

Hvorfor har du valgt netop dette studie?
Jeg har altid været interesseret i og nysgerrig på andre mennesker og deres historie, og altid været god til at fortælle historier videre til andre. Egentlig ville jeg være musiker eller arkitekt men endte altså på denne hylde, som nok også er den rette, selvom jeg altid drømmer om at gøre 1000 andre ting. En rastløs sjæl, men her i dette fag kan jeg udleve min indre kunstner og skabe et produkt, som jeg både lærer noget af som menneske, men også giver mig smør på brødet.

Hvad har du taget med dig fra VGT?
Almen dannelse og forståelse for verden omkring mig. Det er rigtig fint at vide en del om mange ting, inden man snævrer sig ind på én retning. Jeg vil også anbefale alle et højskoleophold.

 

Sidsel Østerby

Afsluttede HF på VGT i 2009

Uddannelse og job: Færdiguddannet sygeplejerske i 2016 og arbejder nu på Aarhus Universitetshospital.

Hvorfor har du valgt netop dette studie?
Jeg læste først til pædagog i et halvt års tid, men jeg havde arbejdet på et plejehjem på et tidspunkt, hvor jeg fandt ud af, at sygeplejerske er en god blanding af naturvidenskab og humaniora, og den blanding kunne jeg godt lide. Jeg fandt ud at, at jeg godt kan lide at tage mig af mennesker i sygdom eller krise.

Hvorfor valgte du HF?
Jeg valgte HF frem for STX fordi det var praktisk for mig, at det kun tog to år. Jeg har aldrig haft svært ved eksaminer, så det var perfekt for mig.

Hvad har du taget med dig fra VGT?
En masse almen viden, og så lærer man på HF at præstere til eksamenerne. Jeg fik nogle gode redskaber med til de videregående uddannelser, for jeg lærte at have en god selvstændighed omkring lektierne. Samtidig forbereder HF rigtig godt på de eksamener, der venter på videregående uddannelser.