Litteraturliste

Det skal være en nøjagtig liste over al den litteratur, du henviser til i opgaven. Litteraturlisten placeres på en selvstændig side mellem opgavens konklusion og evt. bilag.

Der findes nogle standarder for, hvordan man opstiller sin litteraturliste. Til dem hører blandt andet, at:

  • litteraturlisten sorteres alfabetisk efter forfatternes efternavn
  • ved mere end to forfattere bruges ”m.fl.”
  • bogtitler og navne på tidsskrifter skal i kursiv
  • kapitler fra antologier samt artikler fra tidsskrifter eller aviser skal i ”anførselstegn”.
  • hvis der er flere tekster af samme forfatter fra samme år, skelner man mellem dem med en tilføjelse af et bogstav. Fx kan du have både Goul Andersen (2004a) og Goul Andersen (2004b).

Se et eksempel på en komplet litteraturliste:

I de følgende kan du se, hvordan du helt præcist skal lave din litteraturliste ved brug af forskellige typer af materiale.

  • Bøger
  • Film
  • Samleværker
  • Antologier
  • Tidsskriftartikel
  • Avisartikel
  • Internetartikel

Bøger

En litteraturliste for bøger opstiller du med oplysninger i følgende rækkefølge:

Forfatterens efternavn, for- og mellemnavne, (udgivelsesår): bogens titel, forlag, udgave.

Eksempel:

Bruun, Kim m.fl. (2011): Isis Kemi C. Systime, 4. udg.

Thomsen, Jens Peter Frølund (2006): Konflikten om de nye danskere. Akademisk forlag

Film

En litteraturliste for film opstiller du med følgende oplysninger:

Instruktørens efternavn, instruktørens for- og mellemnavne (udgivelsesår): filmes titel. Filmselskab.

Eksempel:

Moore, Michael (2004): Fahrenheit 9/11. Fellowship Adventure Group

Guggenheim, Davis (2006): En ubekvem sandhed. Lawrence Bender Productions

Samleværker

Et samleværk er en større fremstilling med adskillige bind som fx leksika eller historiske samleværker. Henviser du til et samleværk, skal du opstille oplysningerne sådan her:

Forfatter (Udgivelsesår): ”Titel på opslaget”, Værkets titel, hovedredaktørens navn (red.), Forlag.

Eksempel:

Kragh, Helge (2000): ”Renæssancen/Naturvidenskab”, Den store danske encyklopædi, Jørn Lund (red.), Danmarks Nationalleksikon A/S

Antologier

En antologi er en bog med en række artikler skrevet af forskellige forfattere. Henvisninger til antologier skal stilles op sådan her:

Forfatterens efternavn, forfatterens for- og mellemnavne (Udgivelsesår): ”Kapitlets titel”, s. XX-ZZ; Redaktørens navn (red.): Antologiens titel, Forlag.

Eksempel:

Borre, Ole (1984): ”Hvad siger teorien”, s. 70-88 i J. Elklit & O. Tonsgaard (red.): Valg og vælger-adfærd, Forlaget Politica.

Borchorst, Anette & J. Goul Andersen (2006): ”Er kvinder en underskudsforretning? – Velfærds-kommissionens kønsperspektiv og mangel på samme”, s. 55-76 i A. Borchorst & A.-D. Christensen (red.): Kønsrefleksioner – om magt og mangfoldighed, Aalborg Universitetsforlag.

Tidsskriftartikel

Henvisninger i litteraturlisten til tidsskriftartikler skal stilles op på denne måde:

Forfatterefternavn, forfatterens for- og mellemnavne (udgivelsesår): ”Artik-lens titel”. Tidsskriftets navn, X. årg. nr. Z: s. PP-QQ

Eksempel:

Yilmaz, Ferruh (1999): ”Konstruktionen af de etniske minoriteter: Eliten, medierne og ”etnifice-ringen” af den danske debat”. Politica, 31. årg. nr. 2: s.177-191.

Avisartikel

Henviser du til en avisartikel, skal du i litteraturlisten skrive følgende oplysninger:

Journalistens efternavn, fornavn (udgivelsesår): ”Artiklens titel”. Avisens navn, Dato.

Eksempel:

Pihl-Andersen, Axel (2006): ”Politikere straffes for at omprioritere”. Jyllands-Posten, 31.5.2006.

Larsen, Ejvind (2011): ”Russisk roulette – med kernekraft, klima og kul”. Information, 28.3.2011

Internetartikel

Bruger du artikler fra internettet i din opgave, skal du i litteraturlisten henvise til artiklerne på følgende måde:

Forfatterefternavn (hvis man kan finde vedkommende – ellers skriver man: Anonym), forfatterens for- og mellemnavne (udgivelsesår – hvis det er oplyst – ellers skriver man u.å.): ”Artiklens titel”, http://www.websted.dk. (Dato, hvor man har hentet siden)

Eksempel:

Anneberg, Inger (u.å.): ”Forskellighed som styrke”, http://www.kvinfo.dk/side/559/article/138/ (12.4.2011)

Anonym, University of Wisconsin, College of Engineering (u.å.): ”Nuclear Energy”, http://reactor.engr.wisc.edu/tour/fission.htm (7.6.2012)

 

På forlangende skal en udskrift af den pågældende side kunne vises for lærer eller censor. Hvis det er vigtigt materiale, altså noget man bruger meget i opgaven, bør man vedlægge det som et bilag.

Bemærk at artikler fra tidsskrifter/aviser ikke er internetartikler, selv om de er fundet på nettet. Her er tale om artikler fra et tidsskrift, som blot også lægges ud på nettet. Det samme gælder for forskningsrapporter. De findes ofte på nettet, men er oprindeligt udgivet på papir.

Når man downloader et nummer af Ugebrevet A4, så får man akkurat det samme som dem, der modtager det med posten på papir. Det vil også sige, at man refererer til sidetal på helt vanlig vis, som om det var en artikel fra et tidsskrift (hvad det jo også er).